Du kan tage kørekort til bil, fra du er 17 år gammel. Køreuddannelsen udbydes af godkendte køreskoler landet over og består af teori og praksis.
Tager du kørekort til bil som 17-årig gælder der særlige regler – fx skal du køre med en ledsager i bilen, indtil du fylder 18 år.
Hvornår kan du starte din køreuddannelse?
- Du kan starte hos en kørelærer, før du fylder 17 år.
- Du må dog først øve dig i kørsel i bil – herunder på manøvrebane – tidligst tre måneder før, du fylder 17 år.
Køreskoler planlægger undervisningen forskelligt – så spørg altid din køreskole, hvornår du kan starte.
Hvad må du køre?
- Med et kørekort til kategori B må du køre personbil og varebil.
For at tage kørekort til bil skal du gøre 5 ting:
- Tilmeld dig en køreskole.
- Udfyld ansøgningen om kørekort sammen med din kørelærer.
- Gennemfør din køreundervisning.
- Gennemfør et kursus i færdselsrelateret førstehjælp.
- Bestå din køreprøve.
Udfyldningen af ansøgningen om kørekort foregår normalt sammen med din kørelærer. Ansøgningen udfyldes i selvbetjeningsløsningen i Køreprøvebooking, der er en online platform for køreelever, kørelærere og borgerservice. Alternativt kan ansøgningsblanketten hentes på Færdselsstyrelsens hjemmeside og udfyldes på papir.